fredag den 12. juli 2013

Hæklet flagranke

Hvor gjorde jeg nu af mine hæklede flagranker efter min sidste fødselsdag??? Jeg kan huske, jeg lagde dem et rigtigt godt sted...

Nå, men i mit forsøg på at finde dem frem til på søndag, kom jeg til at tænke på, at det var da en oplagt ting at lægge opskrift ud på. Hvis du er vant til at hækle, er en opskrift SLET ikke nødvendig. Det er så nemt som at klø sig i nakken og man kan bare improvisere. Men her er altså mine opskrifter alligevel.



Og lig'som med svampene er de meget lette at variere. Ud over at jeg selvf. synes, at man bør lave dem i ALLE farver, så er det forfærdeligt nemt bare at lave dem større eller bredere eller tættere eller i en anden type masker osv. Så man kan lave dem lige, som man kan lide dem og variere for evigt og på den måde få vidunderligt mange ranker, der alle er helt unikke. Og de er da brand festelige!

Hvis jeg har skrevet noget sludder i opskrifterne (det kan aldrig helt udelukkes!) eller det bare ikke giver mening for dig, så skriv endelig og spørg!


Opskrifter

Hæklet flagranke 1: smalle flag

Ja, har ikke syet ender ind endnu...
Opskrift på det lyserøde fra billedet
Hæklenål 3 og et stilsvarende bomuldsgarn.

1. og 2. række: Slå 4 lm op. Den første tæller som spidsen på dit flag, de resterende 3 fungerer som første stgm i næste række. Lav derefter 2 stgm i den første lm, du lavede = 2. række består af 3 stgm, hvoraf den ene i virkeligheden er lm, men regnes med som en stgm.


3. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 3 stgm, én i hver stgm fra forrige række. Husk også at regne lm-stangmasken med som en stgm, der skal hækles ned i (det giver i alt 4 stgm på den række)

4. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række (5 stgm)
5. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række (6 stgm)
6. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række (7 stgm)
7. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række (8 stgm)
8. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række (9 stgm)
Der bliver automatisk taget 1 stgm ud hver række, fordi luftmaske-stangmasken kommer til at være en ekstra. Fortsæt til og med 11. række (12 stgm)

12. række = vend med 3 lm, lav de første 1 stgm som i alle de andre rækker. Lav derefter en lm og spring samtidig en stgm over, lav næste stgm. Derved kommer der et lille hul i rækken. Fortsæt med at springe hver anden stgm over og erstatte med en lm, indtil ud har 5 huller. Slut af med 2 stgm ved siden af hinanden.

Klip snoren og luk af. Sy ender ind.
Du har nu ét flag til din ranke!
Lav så mange, som du synes og flet derefter en tråd/bånd ind i hullerne - voila! Hæklet flagranke!

Hæklet flagranke 2: brede flag

Hæklenål 3 og et stilsvarende bomuldsgarn.

1. og 2. række: Slå 4 lm op. Den første tæller som spidsen på dit flag, de resterende 3 fungerer som første stgm i næste række. Lav derefter 2 stgm i den første lm, du lavede = 2. række består af 3 stgm, hvoraf den ene i virkeligheden er lm, men regnes med som en stgm.

3. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 3 stgm i hver stgm fra forrige række, lav dog 2 stgm i den sidste stgm i rækken. (5 stgm)
Husk også at regne lm-stangmasken med som en stgm, der skal hækles ned i - det er faktisk den, der er sidste stgm i hver række.

4. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række, slut af med 2 i den sidste (7 stgm)
5. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række, slut af med 2 i den sidste (9 stgm)
6. række = vend med 3 lm (første stgm) og lav derefter 1 stgm i hver stgm fra forrige række, slut af med 2 i den sidste (11 stgm)
Fortsæt i samme system.
Der bliver taget 2 stgm ud hver række, fordi luftmaske-stangmasken kommer til at være en ekstra og fordi du laver en ekstra ved at lave to stgm i slutningen af hver række.
Fortsæt til og med 8. række (15 stgm)

9. række = vend med 3 lm, lav de første 1 stgm som i alle de andre rækker. Lav derefter en lm og spring samtidig en stgm over, lav næste stgm. Derved kommer der et lille hul i rækken. Fortsæt med at springe hver anden stgm over og erstatte med en lm, indtil ud har 7 huller. Slut af med 2 stgm ved siden af hinanden.

Klip snoren og luk af. Sy ender ind.
Du har nu ét flag til din ranke!
Lav så mange, som du synes og flet derefter en tråd/bånd ind i hullerne - voila! Hæklet flagranke!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar