mandag den 10. november 2014

Babysweater med påsatte ærmer

Jeg går egentlig ikke ind for påsatte ærmer. Jeg synes, det ofte er klumpet og uelegant. Men jeg fik alligevel lyst til at prøve kræfter med det - bare for at have mærket teknikken i hænderne. Og så så jeg en børnesweater, som faktisk var rigtig sød og nuttet, selvom ærmerne var syet i. Jeg faldt for, at modellen var så simpel - helt firkantet, helt enkel. Det har sin egen elegance, synes jeg. Så jeg gik straks i gang med at lave en lignende type selv. Jeg er selv ret godt tilfreds.
Min tanke var at strikke trøjen i størrelse 6 mdr, men da modtageren netop er ½ år nu, fortrød jeg alligevel - det er simpelthen så træls at strikke noget, som kun bliver brugt få gange, fordi man strikkede for lille en størrelse. Jeg plejer som princip at strikke mindst en størrelse for stor, når det er til børn. Så kan jeg strikke i ro og mag uden at strikke kapløb med børnenes vokseværk. Så jeg slog lige et par ekstra masker op. Men da jeg så målte min trøje og sammenlignede med et diagram, lå størrelsen præcis imellem str. 6 mdr og str. 1½ år. Så jeg lavede resten af trøjen en lignende mellem-størrelse og opfatter min trøje som en størrelse 9-12 mdr. Sådan omtrent.


Opskrift

Størrelse: 9-12 mdr.
Garn: 100 Arwetta garn (trøjen vejer PRÆCIS 99 g, så sørg lige for at have mere end 2 nøgler)
Pinde: nr. 3 Rundpind 40 cm + strømpepinde
Andet: 3 knapper + sådan en stor sikkerhedsnåls-ting til at sætte masker over på
Mønster: På kroppen er striberne 4 runder brede, på ærmerne kun 3. Alle kanter er strikket i en anden farve. Jeg skriver ikke mønsteret ind i opskriften, det må man selv tænke ind. 

Krop:
  • Slå 160 m løst op (jeg står som regel op på en tykkere pind)
  • Brug rundpind nr. 3, men strik r frem og tilbage over maskerne 7 pinde (ikke rundt)
  • Herefter strikkes rundt, så resten bliver glatstrik
  • Strik 20 cm og del herefter maskerne op i forstykke og bagstykke, lad alle maskerne sidde på pinden, men strik først forstykket
  • Forstykket
    • Strik fortsat glatstrik, men der skal nu strikkes frem og tilbage på maskerne
    • Når forstykket måler ca. 28 cm sættes de midterste 36 m over på en sikkerhedsnål til halsåbning. Herefter strikkes resten af forstykket først højre og derefter venstre side, begge således:
  • Forstykkets halsåbning og -kant
    • Strik glat frem og tilbage over de tilbageværende 22 m yderligere 2 cm til den ene skulder
    • Gentag ved den anden side
    • Sæt halskant på forstykket: Saml alle maskerne på en pind og saml 4 m op ved hver overgang fra halsåbning til skulder. Du har således 88 m i alt. Strik r frem og tilbage 2 gange. 
    • 3 række: Strik til der er 19 m tilbage, herefter påbegyndes knaphuller: 2 sm, 4 m, 2 sm, 4 m, 2 sm, 5 m.
    • 4. række: Strik 5 m, slå snoren om pinden, strik 5 m, slå om, strik 5, slå om. Strik resten af pinden ud
    • Strik yderligere 3 rækker og luk herefter stramt af.
  • Bagstykket af kroppen: 
      • Strik nu strikkes frem og tilbage på bagstykkets masker
      • Når forstykket måler ca. 29 cm sættes de midterste 36 m over på en sikkerhedsnål til halsåbning. Herefter strikkes resten af forstykket først højre og derefter venstre side, begge således:
    • Forstykkets halsåbning og -kant
      • Strik glat frem og tilbage over de tilbageværende 22 m yderligere 1 cm til den ene skulder
      • Gentag ved den anden side
      • Sæt halskant på forstykket: Saml alle maskerne på en pind og saml 2 m op ved hver overgang fra halsåbning til skulder. Du har således 84 m i alt. Strik r frem og tilbage 2 gange. 
      • 3 række: Luk af for de 22 m, som er overfor den side af forstykket, hvor der IKKE er knaphuller.
      • På resten af maskerne strikkes yderligere 4 rækker. Luk herefter stramt af.
Ærmer:
  • Slå 40 m løst op (se krop)
  • Strik r frem og tilbage i rækker
  • Herefter samles maskerne på 4 pinde og der strikkes rundt med glatstrik. Første m efter kanten tages der 2 m ud ved at løkken imellem 1 og 2 m strikkes og ligeledes løkken imellem rundens sidste to m.
  • Tag således 1 m ud i starten af omgangen og 1 m ud i slutningen af omgangen hver 6. runde indtil du har 60 m. 
  • Fortsæt derefter ærmet uden yderligere ud eller indtagninger til det måler 20 cm.
  • Luk af
  • Strik et ærme mere
Monstering:
  • Sy åbningen i alle kanter til
  • Sy skulderen sammen den side, hvor der IKKE er knapper.
  • Sæt knapper i den anden side, så den anden skulder også holdes pænt sammen før isyning af ærmer.
  • Sy derefter ærmerne i fra vrangsiden (r imod r), start ved skuldersømmen og sy ned ad - således kan man sy kroppen til under armen, hvis ærmegabet skulle være for stort til ærmet. Hos mig passede det dog perfekt sammen.
  • OBS. Når du syr ærme i den side men knapper, så vær opmærksom på, at de forstykkets og bagstykkets kanter skal ligge over hinanden, ikke i forlængelse af hinanden som på den modsatte skulder, hvor kanten af samme grund er ganske lille på bagstykket.
  • Hvis kanterne ruller eller på anden vis opfører sig dårligt, så pres dem.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar