onsdag den 3. december 2014

Nissehue, voksen - stor

I forrige weekend var jeg i Den Gamle By med en veninde. Den Gamle By har en midlertidig udstilling med alle DRs lågekalendere, men den virkelige attraktion for mig var at dukker, ting og tøj fra forskellige tv-julekalendere også var udstillet. Man kunne se de helt rigtige dukker fra Jullerup Færgeby! Og man kunne se Bamses gigantiske nissehue og vinterstøvler! Og man kunne se Nissebandens tøj! Lundes sweater var så juleskøn og helt enkel - en model lidt i stil med den, jeg lavede med påsatte ærmer. Bare i voksenstørrelse og i retstrik. Grå og røde striber. Jeg havde frygteligt lyst til at gå hjem og strikke en magen til bare i min størrelse. Men det ville have været meget fjollet taget i betragtning, at jeg ikke ret godt kan lide grå og at behovet for en julesweater er ret begrænset set i forhold til det ret store garnforbrug, der ville skulle til. Så jeg slog mig til tåls med at strikke en julehue.



Jeg havde jo købt garn til en julehue i starten af november, men endte med at strikke huen med bølgemønster af det i stedet. Ved nærmere eftertanke var farven lidt for lilla til at være perfekt til en julehue og desuden blev jeg pludselig nødt til lige at prøve det dér bølgemønster af...
Men så var jeg så heldig at finde nogle nøgler julerødt garn i en kasse her hjemme den anden dag. Og efter besøget i Den Gamle By blev den diskrete, kun let julede hue, jeg have planlagt, lavet om til en (hvis jeg skal være ærlig) decideret nissehue. Sådan kan det gå :-)







Jeg skrev ikke ned, hvordan jeg lavede huen. Men det var meget let, hvis man kan klare at strikke lidt på slump.
Jeg strikkede den i Peruvian Highland på pind 3½. Der gik vist små 2 nøgler til.
Jeg slog 92 m op, strikkede 10-15 rækker rib, tog derefter ud til 96 m og strikkede glatstrik et langt stykke, til jeg synes, det var nok. Måske ca. dobbelt så meget som til en almindelig hue.
Derefter tog jeg ind 8 gange jævnt fordelt hver 2. runde de første ca. 4-6 gange, tror jeg, derefter tog jeg ind hver runde. Jeg lukkede af, da jeg havde 16 m tilbage i alt. Jeg lavede en kvast, som jeg syede i.

Huen blev lidt stort, så med mindre mn har et stort hoved eller foretrækker løse huer, er det en god idé at strikke med 4 eller 8 m mindre. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar