lørdag den 21. maj 2016

Børnesweater med bomber, str. 1½-2 år

Dem, der kender mig, vil nok undre sig over, at jeg denne gang strikker i grå. Det er ellers ikke en farve, jeg har meget til overs for. Men der er noget særligt ved dette grå garn. Det kommer nemlig fra min mosters egne får og er ikke farvet gråt. Det er den farve, fårene har! Min moster har fået klippet sine får, renset og sorteret ulden, sendt den til et spinderi og fået en masse, lækkert garn tilbage. Det er da sejt! Jeg var så heldig at få nogle nøgler til jul.
Det lyserøde er fra samme spinderi men ikke fra min mosters får.




Jeg kan denne gang ikke fortælle, hvad det er for noget garn, jeg har strikket i. Det har, så vidt jeg ved, ikke noget navn, der var ingen banderole og jeg blev derfor nødt til at lave strikkeprøve. Jeg kunne dog få tips om pindtykkelse og vask fra min moster, der allerede har strikket sig en flot trøje.

Jeg har før strikket en raglan med farveskift imellem krop og ærmer. Det var ret besværligt. Men jeg er kommet til at tænke på, at hvis man kombinerer det med et mønster på bærestykket, kan det gøres noget lettere. Så det var projektet for denne sweater...

Som man kan se, hvis man kigger grundigt, er der ikke helt konsistens i, hvad jeg har gjort med mønsteret ved raglan-overgangen - jeg fandt først den bedste løsning hen ad vejen og derfor er det øverste af raglanen pæneste, hvis jeg selv skal sige det. I løbet af trøjen blev jeg enig med mig selv om, hvad den pæneste løsning er, og det er det, jeg har taget udgangspunkt i i min opskrift: Det pæneste er, at første og sidste maske omkring raglanen altid strikkes i grundfarven uanset mønster, dvs. sige grmå på ærmer og lyserød på krop.



Opskrift 

Garn: garnet er vundet af to tråde, det kommer fra Hjejlholts Uldspinderi og passer til pind 3,5.
Garnforbrug: 170 g i alt. Jeg manglede lige en halv meter lyserød for at lukke kanten, så det var godt, jeg havde et ekstra nøgle. Vil ikke anbefale, at man nøjes med 100 g, alternativt kan man strikke den ensfarvede halskant i grå, så kan man klare sig med 100 g (1 nøgle) af hver.
Strikkefasthed: 10 x 10 cm strikket på pind 3,5 = 22 r x 26 m
Størrelse: 18-24 mdr
Pinde: Pind 3: strømpepinde + rundpind 40 eller 60 cm. Pind 3½: strømpepinde + 40 cm rundpind og evt. 60 cm rundpind
Andet: Evt 4 strikkemarkører

Krop
  • Der strikkes rundt: Slå 150 m løst op i lyserød, strik 3 cm rib (1 r, 1 vr) på rundpind 3
  • Skift til rundpind 3½, gå over til retstrik (glat) og tag 8 m ud jævnt fordelt over omgangen (158 m)
  • Strik til arbejdet måler 23 cm, luk derefter af for 12 m under hvert ærme (således: luk 6 m, strik 67, luk 12, strik 67, luk de sidste 6)
Ærmer
  • Der strikkes rundt: Slå 42 m løst op i grå, strik 3 cm rib (1 r, 1 vr) på strømpepinde 3
  • Skift til strømpepinde 3½, gå over til retstrik (glat) og tag 9 m ud jævnt fordelt over omgangen (51 m)
  • Tag 2 m ud hver 7. omgang i alt 2 gange (55 m) ved drejet at strikke løkken imellem hhv. omgangens 3. og 4. m og omgangens 4. og 3. sidste masker
  • Strik til ærmet måler 22 cm
  • Luk 12 m (6 første og 6 sidste på runden) af
  • Ærmet hviler imens du strikker et magen til
Bærestykke
  • Sæt ærmerne over på rundpinden sammen med kroppen, sæt markører ved de 4 overgange mellem krop og ærmer. Begynd på mønsterstrik (se diagram nedenfor) fra første pind. 
    • OM MØNSTERET: Bemærk at farverne skifter, således at når man på kroppen strikker lyserød med grå bomber og på ærmerne strikker går med lyserøde prikker. Farverne i mønsteret skifter, når man passerer en markør. DOG skal første og sidste m omkring hver markør altid være grundfarve uanset mønster, dvs. lyserød på kroppen og grå på ærmerne. Dette har jeg ikke selv gjort hele vejen i min trøje, men jeg kan efterfølgende se, at det ville have været den pæneste løsning.
    • Hvis der er behov for det, kan det være en god idé at sno trådene en gang eller to ekstra om hinanden ved raglan/markører de første par runder for at trøjen ikke skiller ved farveskiftet. Fornem om det er nødvendigt.
  • Strik 6 runder (1 helt række bomber, den nye rækker bomber påbegyndes på 6. række), før indtagningen påbegyndes. Tag derefter på hver 2. omgang 8 m ind ved at strikke 2. og 3. m før OG efter hver markør sammen. Her må man prøve sig lidt frem og gå efter gefühl mht. mønster og farveskift, om det vil være pæneste at tage ind i grundfarven eller mønsterfarven.
  • Fortsæt raglan til du har 116 m og fortsæt mønster til du har 6 rækker bomber - sidste række skal du ikke påbegynde nye (se diagram). Skift til mindre rundpind og/eller strømpepinde, efterhånden som det bliver svært at få arbejdet til at nå rundt.
  • Skift til ensfarvet halskant og strik 4 omg med fortsat raglan-indtagninger (100 m)
  • Strik rib *1 r, 1 vr, 2 r, 1 vr* gentag fra * til * runden ud. Strik i alt 3 pinde rib på denne måde, på 4. pind strikkes tages der ind således: 1 r, 1 vr, 2 r sm, 1 vr* gentag fra * til * runden ud (80 m) 
  • Skift til pind 3 og fortsæt rib (1 r, 1 vr) til denne måler 3 cm.
  • Luk af i r.
  • Sy hullerne under armene til og sy ender ind

1 kommentar:

  1. Mega fed idé med det farveskift. Nu får jeg helt lyst til at strikke igen. Jeg sidder fast i et sokkeprojekt som er herre kedeligt.

    SvarSlet