fredag den 13. maj 2016

Vejledning i at sy flagranker (nemt!)

Jeg kan se, at der er flere, der finder min blog, når de søger efter skabeloner til flagranker. Og så bliver de vist skuffede, for selvom jeg har lavet flere indlæg med forskellige typer flagranker, er der ingen skabeloner. Men syede flag-guirlanderne er lette at lave, (det er de hæklede også, min opskrift kan findes her) så der kommer en vejledning her:



   
  • Jeg klipper en symmetrisk trekant i tykt pap. På tegningerne er det forslag til mål, men man kan lave dem som man vil have dem! 
  • Så finder man en bunke stofrester og tegner to trekanter af hvert stykke stof. Tegn 2 x så mange trekanter, som du vil  have i din flagranke
  • Klip trekanterne ud
  • Sy dem sammen to og to ret mod ret, kun 2 kanter sys sammen som på tegningen, den tredje efterlades "åben"
  • Vend retsiden ud på trekanterne og stryg dem flade og pæne 
  • Tag et skråbånd, fold det på midten (det skal stadig have de folder, det er købt med, hvor kanterne skjules) og stryg det på plads
  • Tag alle dine retvendte, strøgne flag frem og beslut i hvilken rækkefølge, de skal sidde
  • Sy først et stykke (fx ca 30 cm - det er enden til at hænge guirlanden op med) af det sammenfoldede skråbånd sammen med en passende trådfarve. Sy så langt ude i kanten af båndet, som du kan
  • Sæt derefter trekanterne ind i båndet fold, således at skråbåndet skjuler den åbne side af trekanterne og flag-trakanterne kommer til at sidde fast, når båndet sys sammen her også. Du kan sætte flagene på plads med nåle og sy det hele sammen efterfølgende (husk mellemrum mellem flagene fx ca 5 cm mellem hver) eller bare sætte flagene ind i båndet løbende, som du syr. For mig er det svært at få nåle til at sidde i det smalle, foldede bånd, så jeg sætter dem bare i med hånden et af gangen efterhånden som jeg kommer frem. Det er et spørgsmål om temperament, hvad man er til. Når alle flagene er syet i, forysættes med at sy skråbånd sammen lige så langt som i starten, så der bliver et stykke, man kan bruge til at binde guirlanden op med. 
  • Voila, færdig flagranke! 

Dem, jeg har lavet af plastikposer, er lavet lidt anderledes. Der er en vejledning i indlægget, her kommer også lige en forklarende tegning. Igen er målene kun et forslag, det er super nemt på at lave sine egne mål og tegne dem af på et stykke tykt pap eller karton, som kan bruges som skabelon.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar