onsdag den 1. juni 2016

Babysweater i retriller - strikket vertikalt fra højre til venstre

Som ammende mor har jeg i perioder en del vågne timer om natten og meget tidligt om morgenen, hvor jeg har tid til at surfe rundt på nettet, imens jeg desperat forsøger at holde mig vågen. I den forbindelse har jeg tilmeldt mig nyhedsbrev fra knithouse.dk, som er en internetbutik som sælger garn og opskrifter og overskuddet går til Red Barnet. Det er ret sejt. Men det er altså nogle lækre nyhedsmails med mange flotte modeller, som jeg lader mig inspirere af. Så sidder jeg der kl. 4.27 om morgenen og lytter til tidlig fuglesang og får strikke-idéer og prøver at regne ud, hvordan de skal gennemføres.



Det er sådan denne trøje er blevet til - knithouse sælger strikkekits til en lignende trøje, så hvis man vil have den professionelle version, kan det anbefales at tjekke deres hjemmeside ud. Jeg blev bare så fascineret af idéen at strikke en trøje fra side til side i stedet for oppe fra og ned, nedefra og op eller forfra og rundt som ved vendestrik.
Tænk at man kan strikke trøjer fra så mange forskellige vinkler!



Opskrift

Garn: Det er igen garn, som min seje moster Karin har fået spundet af sine egne får. Se indlæg om det her.
Pinde: Pind 3½ rundpind + alternativt jumperpinde eller strømpepinde
Andet: 7 knapper, 2 små sikkerhedsnåle eller lign. og en maskeholder (altså sådan en stor sikkerhedsnål som man kan sætte en masse masker over på, imens de hviler)
Størrelse: 1-2 år
Garnforbrug: 160 g i alt, jeg kender ikke gram-fordelingen af de to farver garn
Strikkefasthed: 10 x 10 cm strikket på pind 3,5 = 22 r x 26 m

Trøjen strikkes fra højre ærme, hen over kroppen og videre i ét stykke til venstre ærme. Til sidst tilføjes et lille stykke til højre forstykke.
Hele trøjen strikkes i retriller ved altid at strikke r. 

  • slå 30 m løst op til første ærme med pink. Opslagningen tæller som r, første rigtigt strikkede pind er vr
  • Strik r frem og tilbage over maskerne, idet du laver striber ved at skifte farve efter hver vr-pind
  • Strik til du har i alt 4 striber/retriller, begynd herefter udtagning på førstkommende r-pind: Tag 2 m ud hver 6. pind ved drejet at strikke løkken imennem hhv. pindens 3. og 4. masker og pindens 4. og 3. sidste masker. Lav i alt 8 udtagninger sådan (46 m.) Marker sidste retriller med udtagning med en lille sikkerhedsnål eller lign.
  • Efter 16 pink striber, går du over til at strikke 2 grå retriller (4 pinde) imellem hver pink
  • Fortsæt over de 46 m til ærmet måler 21 cm, sidste p skal være en vr-pind. Marker denne sidste retrille på dit ærme med endnu en lille sikkerhedsnål eller lign. Knæk trådene. Har du hidtil strikke på strømpepinde, skal du nu finde din rundpind/jumperpind frem nu
    • Sikkerhedsnålene skal bruges for at du ved næste ærme let kan tælle efter, så dine to ærmer bliver symmetriske. Hvis du ikke orker det, kan du droppe at måle ærmet og i stedet bare strikke dit ærme som mit: Mit ærme består af 41 retriller, udtagningen er færdig efter de første 26 og der er således 15 retriller uden noget.
  • Slå 41 m løst op til forstykket i grå (det er meget vigtigt, at man slår løst op, jeg har derfor slået op på pind 5 og derefter flyttet maskerne over på pind 3½), strik derefter videre hen over de 46 masker fra ærmet (på r-siden) og slå derefter 41 m løst op igen på den anden side af ærmet, disse er til bagstykket. (Igen slog jeg maskerne op på pind 5, lod dem blot sidde, for der skal herefter vendes, og man strikker tilbage med pind 3½, således at den tykke pind altid kun bruges til at slå op med og pind 3½ altid er den pind, der strikkes med - både ved for- og bagstykkets masker), vend og strik med pind 3½ tilbage over de nu 128 m

  • Fortsæt i retriller i grå over alle maskerne indtil for- og bagstykket er 10 cm bredt, sidste pind skal være en vr-pind. Vend, strik tilbage (på r-siden) idet du strikker de første 60 m over på en maskeholder, lukker de næste 6 masker og fortsæt i retriller over de sidste 62 m.
  • Fortsæt i retriller over de 62 m , indtil bagstykket måler 20 cm, slut med en vr-pind. Knæk garnet og lad arbejdet hvile.
  • Slå 60 m løst op (evt på pind 5), Opslagningen tæller som r, første strikket pind er vr-siden. Strik 2 retriller (4 pinde ink opslagning) og lav derefter knaphuller: strik 1 m, *strik 2 m sm, slå 2 gange om pinden (2 nye m), strik 2 m sm,  strik 5 m*,  gent fra * til * 6 gange, slut af med at strikke 2 m sm, slå 2 gange om pimden (2 nye m), strik 2 m sm, strik 1 m
  • fortsæt i retriller over de 60 m indtil stykket (venstre side af forstykket) måler 6 cm, sidste pind skal være en vr-pind, vend og strik tilbage på r-siden, slå 6 nye op og fortsæt direkte videre over de 62 fra bagstykket (128 m).
  • Strik til bagstykket måler 30 cm, sidste pind skal være vr-side, vend og luk i r på r-siden: Luk 41 m, strik de næste 46 og luk de sidste 41 m. (46 m) Klip garnet. 
  • Du går nu i gang med venstre ærme, start på vr-siden. For at ærmerne bliver symmetriske, skal du starte med at tælle efter på dit første ærme hvor mange retriller du har efter udtagning ink. den med den sidste sikkerhedsnål (tætteste på skulder) men eks. den første sikkerhedsnål (den som markerer slut på udtagning) 
    • Eksempel: Jeg har 15 retriller fra skulder til sidste udtagning - dvs at jeg skal strikke 15 riller og derefter påbegynde indtagning på det nye ærme.
  • Du skal også tælle efter for at få samme stribe-mønster. Det afhænger af, hvor mange retriller dit ærme består af i alt. Mit ærme består af 41 retriller.
    • Eksempel: Hvis jeg tæller oppe fra (fra skulderen) på mit ærme, skal jeg starte med 1 grå retrille, derefter på næste r-pind skifte til lyserød. Jeg skal lave 3 dobbelte grå striber (dvs *2 grå, 1 lyserød* gentaget 3 gange), før jeg går over til at lave 1 grå og 1 lyserød stribe.
  • Nu går du så i gang med dit ærme, du bliver nødt til selv at holde øje med at det bliver magen til det første ærme, med mindre du som foreslået ovenfor har valgt bare at strikke dit ærme helt ligesom mit, i så fald skal du strikke i alt 15 riller uden indtagning (husk at følge stribemønsteret som beskrevet på underpunktet her ovenfor)
  • Indtagning på ærmet: Tag 2 m ind på hver 6. pind ved at hhv. pindens 3. og 4. masker og pindens 4. og 3. sidste masker sammen, det skal altid være på r-siden. Lav i alt 8 udtagninger sådan (30 m)
  • Strik derefter 4 retriller (det er en god idé lige at tælle efter her, at du får det rigtige antal riller/striber ifht første ærme, ellers er det nu, man kan snyde ved at fjerne eller tilføje en ekstra rille), sidste pind er en r-pind, vend og luk løst af på vr-siden
  • Højre forstykke: Sæt de 60 hvilende m på en pind og strik retriller (start med en vr-pind) til hele højre forstykke måler 16 cm. Luk løst af
Montering
  • Sy trøjen sammen under ærmerne og ned langs siden i begge sider
  • Sy ender ind
  • Sy knapper i

Ingen kommentarer:

Send en kommentar