fredag den 31. marts 2017

Elefanthue #7 (grundmønster i 3 størrelser)

Nu har jeg efterhånden strikket en del elefanthuer til små børn og langsomt justeret opskriften både mht. størrelse og facon. Jeg er meget glad for de huer, jeg har lavet til min datter. De fungerer bare!

Her kommer et grundmønster i 3 størrelser.



Opskrift

Størrelse: 6-12 mdr. (12-18 mdr.) 18-24 mdr.
Garn: Superwash Vital eller Artic Grønhøj.
Garnforbrug: Ca. 55 g (60 g) 65 g
Strikkefasthed: 20 m x 29 rækker = 10 x 10 cm
Pinde: pind 3,5 stømpepinde + rundpind 40 cm
Andet: Det er en god idé at have en stor sikkerhedsnål at sætte hvilende masker på + en strikkemarkør

Hvis der kun er angivet et tal, gælder dette for alle størrelser

Hals-forstykke:
  • Slå 40 m løst op. 
  • Strik 5 pinde r (retriller). 
  • Strik rib: 1. m flyttes løst over, 2 vr, *2 r, 2 vr* gentag fra * til * slut af med 1 r. Dette er en vr-pind. Ret pinden strikkes modsat: 1. m løst af, 2 r, *2 vr, 2 r* gent fra * til *, slut af med 1 vr. 
  • Strik til stykket måler 4-5 cm. Klip tråden og lad det hvile. 
Hals-bagstykke:
  • Slå 40 (40) 44 m løst op. 
  • Strik 5 (5) 7 pinde r (retriller). 
  • Strik rib frem og tilbage over maskerne som beskrevet ovenfor, OBS: Første pind er en vr-pind. Strik til stykket måler 5-6 cm. Slut med en vr-pind. 
  • Strik stykket over på en rundpind (r-pind) stadig i rib. 
Samlet - hoved:
  • Sæt en maskemarkør (M) og strik også forstykket over på rundpinden i rib, sørg for at vende stykket rigtigt, så det passer med en r-pind, således at hele runden kan kan strikkes rib: 1 vr, *2 r, 2 vr*, gent fra * til *, slut af med 2 r, 1 vr. Det er en god idé at sætte en strikke markør (M), så man kan huske, hvor opgangen starter (nemlig lige før forstykket). 
  • Fortsæt i rib til arbejdet på forsiden måler 8-9 cm. 
  • Strik 2 cm glat - resten af huen strikkes i glatstrik. 
  • Nu laves ansigtsåbningen i huen: Strik 8 (8) 7 m, de næste 24 (24) 26 m strikkes og sættes derefter over på en sikkerhedsnål for at hvile. Strik de næste 48 (48) 51 m til omganges start og strik videre over de 8 (8) 7 m til de hvilende m. 
  • Vend og strik frem og tilbage over de 56 (56) 58 m fra den ene side af åbningen til den anden i glatstrik, første maske flyttes altid løst over. 
  • Str 6-12 mdr: Fortsæt til åbningen er 10 cm høj. 
  • Str (12-18) og 18-24: 
  • Strik 3 pinde, på næste r-pind strikkes således: (33) 34 m r, saml løkken op ml m og strik den dr r, flyt den løst over på venstre pind, vend, strik 10 m vr, saml løkken op ml m og strik den dr r, flyt den løst over på venstre pind, vend, strik pinden ud i r. Maskeantal er nu (58) 60. 
  • Strik 7 pinde, på næste r-pind strikkes således: (39) 41 m r, saml løkken op ml m og strik den dr r, flyt den løst over på venstre pind, vend, strik 22 m vr, saml løkken op ml m og strik den dr r, flyt den løst over på venstre pind, vend, strik pinden ud i r. Maskeantal er nu (60) 62. 
  • Fortsæt herefter lige op til åbningen er (10) 11 cm. 
  • På næste r-pind tages der ud: strik 2 m r (den første altid løst af), tag 1 m ud, strik 2 m r, tag 1 ud, strik til der er 4 m tilbage på pinden, tag 1 ud, strik 2 m r, tag 1 ud, strik 2 m r. Maskeantal i alt er 60 (64) 66 
  • På næste pind (r) gentages udtagning 64 (68) 70. 
  • Næste r-pind strikkes således: Strik hele pinden, når du kommer til der, hvor du plejer at vende, slås 16 (12) 18 nye m op, strik videre rundt til M. Fra nu af strikkes der igen rundt og en omg starter og slutter ved M. Maskeantal er nu 80 (80) 88. 
  • Strik 4 omg, herefter begynder indtagning 
  • Tag 8 m ind jævnt fordelt på hver 2. omgang indtil 40 m, herefter tages ind på HVER omgang. Skift til strømpepinde, når dit strikketøj ikke længere når bekvemt rundt på rundpinden. 
  • Til sidst har du kun 8 m tilbage, strik også dem sammen 2 og 2, indtil der er 5 m tilbage. 
  • Tut: Sæt alle 5 m over på én strømpepind, strik dem ret, *skub maskerne ned i den anden ende af pinden, træk snoren bagom, stram til og strik dem igen r*. Gentag fra * til * indtil tutten har den længde, du gerne vil have (1-2 cm), klip snoren og træk den igennem alle maskerne. 
Ribkant i huens åbning:
  • Sæt de 24 (24) 26 m fra sikkerhedsnålen over på en strømpepind og saml yderligere 56 eller 60 (56/60) 62/66 m op langs åbningen. Antallet ink. dem fra sikkerhedsnålen skal gå op med 4! 
  • Strib rib (2 r, 2 vr) over maskerne til kanten er ca. 2 cm bred. 
  • Luk af. Klip en lang ende og prøv gerne huen på barnet, inden du syr ender ind - det gør en stor forskel for huens pasform, om man har lukket tilpas stramt/løst af. Pil aflukningen op og prøv igen, hvis det er nødvendigt. 
  • Sy ender ind

Ingen kommentarer:

Send en kommentar